
Saxofon - fra 3. kl.
Vil du gerne spille på et instrument? Så prøv saxofonen. Måske har du set saxofonen i Disneys Aristocats hvor den spiller jazz? Selvom saxofonen er lavet af messing, hører den faktisk til træblæserfamilien ligesom klarinet og fløjte.
Tilbud til børn fra 3. klasse og opefter
Saxofonen findes i mange forskellige størrelser og bruges i mange forskellige musikgenrer lige fra jazz, rock og pop til klassisk musik.
De mest almindelige saxofoner er sopran, alt, tenor og baryton. Den mest almindelige at begynde på er altsaxofonen, da den har en passende størrelse både til børn og voksne.
Når du starter til saxofon lærer du noder og rytmer at kende, så du kan spille små melodier. Med saxofonen kan du deltage i forskellige typer sammenspil som fx band, blæsersammenspil eller i big band.
For forældre
Skal dit barn lære at spille på et instrument? Når man lærer at spille og bliver dygtig til et instrument får man som barn gode oplevelser med musikken, koncentrationsevnen styrkes, barnet lærer at øve sig og være disciplineret og får stor selvtillid når musikken flyder fra instrumentet.
Til soloundervisning i et instrument modtager barnet eneundervisning af en af musikskolens dygtige undervisere.
Undervisning foregår en gang om ugen gennem hele sæsonen (10 måneder) og varer typisk 20-35 minutter alt efter hvad I vælger ved tilmelding. Undervisningen ligger typisk i forlængelse af skoletiden og det er muligt at modtage undervisning på forskellige lokationer i kommunen.
Prisen for undervisning i soloinstrumenter varierer i forhold til længden af undervisning.
Det er muligt at leje en saxofon på Musikskolen.
Lyder saxofon som noget for dit barn?

