Strygere

Violin

Violinen høres i dag i de fleste musikgenrer. Instrumentet er dog stadig mest kendt fra klassisk musik samt folkemusik. Violiner bygges også i små størrelser, så man altid kan finde den størrelse, der passer eleven, selv hvis eleven kun er 3-4 år. Musikskolen tilbyder violin undervisning, som gør det muligt at introducere violinen allerede fra 3-års alderen (ledsaget af en forælder). Denne undervisningen foregår i Ringe og Årslev afdelingerne. Endvidere tilbydes også violinundervisning (uden forældre), hvor eleverne starter i 7-8 års alderen. Dette tilbydes i hele Faaborg-Midtfyn Kommune. Soloundervisning ledsages af sammenspil på hold, hvor eleverne relativt hurtigt også introduceres for nodelære. Sammenspilsholdene sammensættes efter lærerens anvisning, og det endelige sammenspilsmål er strygeorkester- eller kammerorkester-niveau. Uanset hvad man vælger, er forældrenes opbakning til øvningen derhjemme vigtig, så eleven kan udvikle sig på sit instrument. Violin udlejes af Musikskolen.

Bratsch

Bratschen er violinens storesøster. Den har en mørkere klang og et dybere omfang i toner. En bratsch bygges også i små størrelser, men det er mest populært at starte på violin - og senere skifte til bratsch, hvis man er tiltrukket af dens særlige klang. En bratsch er meget efterspurgt til sammenspil, hvor den spiller en mellemstemme og giver fylde til den fælles klang i strygergruppen. Bratsch udlejes af Musikskolen.

Cello

Celloen tilhører violinfamilien. Den har en dyb, varm klang og er vigtig både som solo- og orkesterinstrument. Der arbejdes i begyndelsen dels med gehørspil, dels med spil efter noder. I undervisningen er der mulighed for hurtigt at komme i gang med at spille sammen med andre. Det stimulerer lysten til at spille og gavner den musikalske udvikling. Cello udlejes af Musikskolen.

Kontrabas

Kontrabassen er det største instrument i strygerfamilien. Man kunne fristes til at sige familiens overhoved. Bassen bærer musikken og er et uundværligt fundament i næsten alle musikgenrer. Den er klassisk, den er rytmisk, og den er fuld af folkemusik. Kontrabassen lyder smukt som soloinstrument og har stor betydning i strygeorkestret. Kontrabas udlejes af Musikskolen.